Billeddiagnostik

Røntgen

Klinikken henviser til røntgen efter gældende billeddiagnostiske retningslinjer udarbejdet af Dansk Kiropraktor Forening og Regionerne. Røntgenundersøgelse bruges, hvis der er mistanke om strukturelle forandringer i kroppens knogler. Typisk er røntgenundersøgelser indikeret ved faldulykker, traumer i trafik, akutte sportsskader m.m. Røntgen er som regel ikke en tilstrækkelig undersøgelse ift at vurdere slidgigt i fx ryggen, idet der ikke er fundet sammenhæng mellem fund på røntgenbilledet og symptomer relateret til slidgigt.

Klinikken råder ikke over eget røntgenanlæg, men samarbejder med kollegaer i Nyborg eller OUH Radiologisk afdeling. Hvis en patient på klinikken skal have taget røntgenbilleder, vil vi henvise til og kommunikere elektronisk med disse samarbejdspartnere. Billederne kan vi få tilsendt elektronisk.

Hvis du for nyligt har fået lavet en røntgenundersøgelse på sygehuset eller hos en anden kiropraktor, kan klinikken med dit samtykke hente disse billeder og bruge dem.

ULTRALYDSCANNING

Ultralydsscanning er velegnet til at undersøge forhold i kroppens bløde væv – fx. sener, muskler og andre bløddele. Har du akutte eller kroniske overbelastningsskader i fx hofte eller skulder, kan ultralydsscanning bruges til at stille en mere præcis diagnose. Kiropraktisk Klinik Ørbæk samarbejder med kollegaer i Nyborg, som har specialiseret sig i UL scanning.

Hvis en patient på klinikken skal ultralydsscannes, vil vi henvise til og kommunikere elektronisk med disse samarbejdspartnere.

MR SCANNING

Kiropraktorerne har mulighed for at henvise til MR scanning efter gældende billeddiagnostiske retningslinjer.

MR-skanning (MRI) bruges, når der er mistanke om mere alvorlig sygdom i kroppens strukturer. I bevægeapparatet benyttes MRI til at vurdering af fx en discusprolaps, hvor der ikke er bedring over tid eller infektioner i kroppens knogler, muskler, led eller bruskskiver. MRI er også velegnet til undersøgelse af strukturer i skulder- og knæled. Tillige bruges MRI, hvis der er mistanke om inflammatoriske sygdomme (gigt-lidelser).